Hvem er Lo?
Charlotte Lo Larsen, det er mig. Det er også mig på billedet, her ved siden af. Jeg lader som om jeg bor i et Lysthus, men det er kun noget vi leger. Navnet Lo, det fik jeg af en klassekammerat i 4-5. klasse.
Min titel er Lysthustraktør, Syngene Naivistisk Søndagsmaler og Indretterist. Det er titler jeg selv har fundet på, for at sætte kulør på tilværelsen og fordi jeg ikke synes dem jeg havde i forvejen sagde noget om mig. Det er jo det vi altid først bliver spurgt om når vi møder folk for første gang; ”Hvad laver du så?”, og vi bliver tit defineret ud fra det. Jeg er sgu ikke butiksassistent! Og det er ikke fordi jeg ikke vil være ved at jeg for 20 år siden tog 2 år i lære i en brugs. Det vil jeg gerne, men det er jo ikke hele mig. Det siger heller ikke så meget om mig at jeg har været arbejdsløs, rengøringsassistent, tjener, hjemmehjælper eller depotleder.
Jeg var barn i 70'erne.
Jeg er opvokset i Odense. I tryghed bagved ligusterhækken. Far, mor og mig. Jeg var altid hos mormor efter skole. Hun læste højt af alt fra Orla frøsnapper, de 5, Brd Løvehjerte og de spændende noveller og romaner i Familie Journalen. Nogen gange tog hun mig med til hendes mor, altså min oldemor....hun hed Laurine. Hun lærte mig at spise rugbrødsmadder med rygeost og jordbærsyltetøj... Det er Fynsk hygge. Jeg var ca. 6 år da jeg mødte min veninde Pernille. Hos hende fik vi altid spegepølsemadder. Hun husker at vi altid fik appelsiner, i både, hos mig. Nille og jeg er stadig bedste venner.
Hyp, lille Lotte.
Da jeg var ca. 10 år, flyttede vi til Fangel, en meget lille by ca. 13 km uden for Odense. Her boede vi på 5 tønder land, med heste. Det var en skøn tid. Jeg sad på en hest for første gang da jeg var 4 år. Jeg var ikke til at slæbe af igen. Jeg kom på rideskole som 6 årig og som 7 årig følte jeg selv at jeg var klar til at få min egen hest. Der gik et par år med at plage indtil de overgav sig. Min første hest hed Lola.
Vi går hurtigt videre.
Efter nogle gode år fik min mor kræft, da jeg var ca. 13 år. Det var en tid med op- og nedture. Hun døde da jeg var 16 år. Det har taget mange år at lære at leve med....... Men det er en lang historie... Den kan du få en anden gang.
Vild med talent.
Jeg havde længe haft en mistanke om at jeg kunne synge. Så jeg begyndte at tage lidt undervisning. Kom med i et band, gik ud igen, rejste til Mallorca for at lave show på Sunwing hotellerne. Jeg sang som en gal i 7 mdr. Jeg havde fundet en passion, men kunne også mærke at det ikke ville være nok bare at forfølge en drøm om at leve af at synge. Det var faktisk meget frustrerende, når nu at jeg i alt beskedenhed havde lidt talent. Den frustration og en følelse af aldrig at blive forløst, har fulgt mig som min egen private plageånd siden.
De sidste 20 år.
Jeg har arbejdet med lidt af hvert de sidste 20 år og har aldrig rigtigt fundet min rette hylde, som man siger. Jeg har haft en masse jobs, som jeg har forsøgt at få det bedste ud af, men jeg har ikke rigtigt kunne finde mig til rette. Det har været en lang selvudviklingsrejse og de sidste par år har jeg virkelig rykket. Jeg gav aldrig for alvor op overfor mig selv, med hensyn til at leve mine passioner ud. Men der skulle en bog til, der hedder Find Din Passion, før jeg virkelig fik sat ord på. Det var jo ikke gjort med bare at få en indsigt, nu skulle jeg for alvor leve det ud. Det, at jeg har set frygten i øjnene, og er begyndt at leve det jeg allerhelst vil ud, har været meget hårdt. Men jeg har aldrig følt mig så levende som nu.
Hvad kan jeg blive?
Skolen bliver overstået og da jeg ikke rigtigt ved hvad jeg vil, udover at være fotomodel eller eje en slikbutik..... Så ender jeg i den lokale Brugs. Det var der vel ikke noget i vejen med og jeg lærte en masse ting. Jeg fik også en kæreste og flyttede hjemmefra. Jeg kom til at arbejde i flere forskellige Brugser, men var hele tiden sikker på at det ikke var det jeg var sat på jorden for.
Helt privat.
Der bor jeg sammen med min kæreste, som er 13 år yngre end mig. Vi prøver stadigvæk at definere om det er mig der er barnlig, eller ham der er meget voksen. Jeg skal nok sige til, når vi har fundet ud af det. Egentligt er det ikke så vigtigt, det med alder. Bare man har det hyggeligt. Jeg lever nok ikke som de fleste på 40 år. Jeg har ingen børn eller karriere, men jeg har så meget andet. Bl.a. en masse passioner og en Lyst til livet og troen på at jeg kan leve af det. Jeg håber også vi kan finde et skønt sted at bo. Lige nu bor vi med en roomie og en gammel kat, i en endnu ældre rønne på østerbro. Det er næsten så komisk at det er sjovt!
Hvad laver du Lo, i det der Lysthus?
Udover at drikke økologisk te, prøve at leve sundt, powerwalke, selvudvikle mig, inspirere andre og hygge mig på Finurlig Fynsk vis?
Ja, så ved jeg at jeg vil synge og skrive musik og afholde Livsstilskoncerer. Jeg vil også hjælpe søde mennesker enten privat, eller i deres virksomhed med at få omgivelserne til at være hyggelige, funktionelle og indbydende.
Det er kun sjovt, hvis du vil følge med på bloggen og komme til Livsstilskoncerterne. Uden dig og din interesse for mine projekter bliver det både kedeligt og helt umuligt. Jeg håber meget at du kommer og besøger mig her i Lysthuset. Hvis du er til musik, livsglæde, og Finurlig Fynsk hygge.